Underernæring
Hyppigheden af underernæring hos indlagte patienter bliver ofte undervurderet. Underernæring har en kraftig indvirkning på morbiditet og indlæggelsestid, omkostninger i sundhedsvæsenet osv. Op til 60% af patienter på hospital lider af underernæring, som ofte er årsag til alvorlige komplikationer så som en øget risiko for sepsis, infektion, inflammation eller organsvigt. Konsekvenserne af disse komplikationer er f.eks. hæmmet sårheling førende til betydeligt øget morbiditet og mortalitet. For at undgå disse konsekvenser er en hensigtsmæssig ernæringsterapi en uomgængelig behandlingsmetode især i behandlingen af kritisk syge patienter.
En rigtig ernæringsterapi (enteral og/eller parenteral ernæring) vil ikke blot minimere risikoen for morbiditet og mortalitet ved at styrke patienternes immunsystem og organfunktioner, men vil også kunne føre til en hurtigere bedring. Dette vil reducere indlæggelsestiden og i den sidste ende behandlingsomkostningerne.
Screening for underernæring
En simpel screening af risikogrupper og en systematisk ernæringsterapi af disse patienter kan bedre ernæringsstatus og kan reducere de risici, der er forbundet med underernæring. Bedømmelse af ernæringsstatus bør derfor være et led i enhver objektiv undersøgelse, med henblik på at identificere patienter med risiko for malnutrition, og at vurdere deres risiko samt at fastlægge en individuel ernæringsterapi.
Der findes en række forskellige værdifulde screeningsværktøjer såsom NRS-2002 (Nutrition Risk Screening), `Must´ (´Malnutrition Universal Screening Tool´) og SGA (Subjective Global Assessment.
Konsekvenser af underernæring:
- Øget indlæggelsestid
- Øget morbiditet og mortalitet
- Forøgelse af infektiøse komplikationer
- Hæmmet sårheling
- Øgede omkostninger i sundhedsvæsenet