Infusionsbehandling med væske & volumenerstatningsopløsninger
Væske- & volumenterapi er en grundlæggende behandling på hospitaler over hele verden. Infusionsvæsker hører til de mest almindeligt ordinerede lægemidler.
Inden for dette enorme terapeutiske område afhænger vellykket intravenøs væsketerapi af, at der bliver skelnet skarpt mellem væske og volumenerstatning.
Ordination
Målet for væskeerstatning er at erstatte eller kompensere et truende eller eksisterende deficit i ekstracellulærfasen som resultat af væsketab gennem huden, tarmen eller nyrerne. Væsketab dækkes hovedsageligt med krystalloidopløsninger, da isotoniske elektrolytopløsninger fordeles i hele ekstracellulærfasen (plasma plus interstitielrum).
Volumenerstatning tilsigter at erstatte intravaskulært volumen for at korrigere hypovolæmi med henblik på at opretholde hæmodynamik og vitale parametre. For at nå dette terapeutiske mål bør der anvendes kolloide opløsninger i kombination med krystalloider.
Akut tab af intravaskulært volumen kan føre til livstruende situationer. Dette kan være enten relative tab som ved f. eks. allergisk eller septisk shock, hvor patologisk vasodilatation fører til markant blodtryksfald, eller det kan være absolut volumentab i forbindelse med akut blødning eller forbrændinger.
Kolloide opløsninger udøver et kolloidosmotisk tryk (COP) – som f.eks. gelatine eller stivelsesbaserede infusionsopløsninger – bliver overvejende tilbageholdt i det intravaskulære rum, medens krystalloider primært retter sig mod ekstracellulærfasen. En undersøgelse med raske frivillige forsøgspersoner har vist, at kun omkring 30% af det infunderede krystalloid forblev i det tilsigtede rum – intravaskulærrummet. Afhængig af den tilgrundliggende patofysiologi kan der for at nå sammenlignelige volumenvirkninger kræves betydeligt større volumina af krystalloider sammenlignet med kolloider.1
Ifølge de seneste rekommandationer bør volumentab enten perioperativt eller i intensiv terapi i begyndelsen behandles med plasmatilpassede krystalloider. Hvis krystalloider ikke anses som værende tilstrækkelige, bør der gives kolloider (HES må ikke anvendes til kritisk syge patienter indlagt på intensiv afdeling). Igen, anvendelsen af opløsninger sammensat så de ligner plasma mest muligt, betragtes som værende optimale.2
Patientadgang
Typen af adgang skal vælges afhængig af indikation og patient, men også stedet skal tages i betragtning: For at kunne infundere store mængder på et ulykkessted vil et perifert i.v. kateter med en stor indre diameter give mulighed for den højeste indløbshastighed. I akutte situationer på operationsstuerne kan man anvende eksisterende cvk. De vil dog ikke kunne nå de samme maksimale indløbshastigheder som perifere i.v. katetre. Ved infusioner under tryk med anvendelse af trykmanchetter, skal infusionsbeholderen være til at presse sammen og må ikke indeholde luft for at undgå luftemboli. Intraossøse kanyler kan være livreddende hos ustabile patienter med utilstrækkelig adgang til karbanen, især hos børn.
Related Products – Patient Access
Forberedelse
Eftersom de kliniske situationer, der kræver brug af resusciteringsterapi, fordrer hurtig handling, kræver infusionsopløsningerne til dette formål faktisk ingen forberedelse. Opløsningerne ligger på hylden klar til brug. Opvarmning af opløsningerne inden indgift f.eks. til patienter med utilsigtet hypotermi eller afkøling af opløsningerne f.eks. til patienter med apopleksi kan være supplerende forberedelsestrin.
Indgift
Fjernelse af folien, indførelse af spidsen fra infusionssættet og fyldning af sættet er de trin, der skal gennemgås, inden infusionen startes. Afhængig af den kliniske situation kan opvarmning eller afkøling af opløsningerne være nyttig, ligesom anvendelse af trykmanchetter for at opnå maksimal infusionshastighed. Anvendelse af volumetriske infusionspumper kan være nyttig i det lange løb, særlig hos børn og nyfødte.
References:
- Lobo DN, Crit Care Med 2010 Vol. 38, No.2
- S3-Guideline in Intravascular Volume Therapy. DGAI, September 2014